ilagǝ- er egentlig gammelkendt, idet stammen er nominet, ila, med tilhænget GE, altså ‘have OBJ som sin fælle’. ilagǝ- burde således ikke skabe problemer, men det gør det nu alligevel. Stammevokalen er schwa, så I vil i lidt mere konservativt sprog blive udsat for den gamle regel, at {va} og {vi} bliver til hhv. {a} og {i} efter schwa. Det starter en lang proces, så fx ilagǝ+{vakkit} = ilagivakkit (jeg er sammen med dig), som efterhånden er den almindelige udtale og den I skal sørge for at indlære som jeres variant og ilagǝ+{viuk} = ilagiviuk? (Er du sammen med hom?), ved tab af /v/ ændres til hhv. ilagaakkit og ilagaajuk?
Et andet problem er contemporativ, hvor der eksisterer den helt specielle og stadig produktive regel, at contemporativs modusmorfem {(l)lu} efter schwa bliver til {lu} og schwa samtidig ændres til /a/ selv om /l/ som bekendt er en konsonant. ‘værende sammen med mig’ hedder altså IKKE *ilagillunga, men ilagalunga. Husk at dette ikke gælder ved negativ ledsagemåde, der opfører sig helt normalt ilagǝ{nanga} = ilaginanga (ikke værende sammen med mig).
Bemærk at alt dette ikke kun gælder for ilagǝ- men for alle verber på schwa. Dem er der mange af. Tænk fx på alle verber konstrueret med QATE: suleqatigivaanga (hon arbejder sammen med mig) men suleqatigalunga (samarbejdende med mig).
Endelig skal I også lægge mærke til en generel egenskab ved contemporativ, nemlig at den normalt importerer tidsmarkering fra hovedverbet uden at markere tiden i selve contemporativen. Det hedder altså IKKE *ilagissallugu aallassaanga, men ilagalugu aallassaanga (jeg skal rejse sammen med hom).
I øvelse II-6.5X møder du en række spørgsmål af typen Nuliara naapippiuk? For at besvare sådanne spørgsmål nogenlunde realistisk kan I jo ikke svare med ordet ‘min kone’, men må nødvendigvis kunne udtrykke ‘din kone’, altså kunne håndtere 2. person possessum. Den form er lidt speciel, for den har altid samme form som simpelt flertal. Ergo betyder fx anaanat BÅDE ‘mødrene’ (anaana+Abs+Pl) OG ‘mødrenes’ (anaana+Rel+Pl) OG ‘din mor’ (anaana+Abs+Sg+2SgPoss). ‘din datter’ hedder altså paniit og ‘dit barn’ meeqqat.
I ved allerede, at nuka er lidt speciel, fordi den forventede endelse {+ga} i Sg+1SgPoss tilsyneladende baserer sig på, at nuka underliggende har stammen nukaq så ‘min nuka’ hedder som bekendt nukara. Nu bliver I nødt til også at lære, at nuka i Sg+2SgPoss kommer med en specialitet. ‘din nuka’ hedder ikke *nukat, men nukkat, altså samme princip som naapittagaq/ naapittakkat, meeraq/ meeqqat og mange andre, men ved nuka er princippet efterhånden meget inkonsekvent. Så regn med at nuka for det meste opfører sig som andre vokalstammer, men lær udenad, at det altså hedder nukara og nukkat.
I dagens lektie stødte du på verberne qaangiummata og sungiunnikuuakka. De to verber indeholder en lille overraskelse, fordi såvel den intransitive stamme qaangiup{} som den transitive stamme sungiup{} “er født med” tilhænget V-UTƏ, der kan betyde lidt af hvert og ikke altid lige umiddelbart forståeligt. Ved stammen qaanger{} gør V-UTƏ den transitive stamme ‘passere OBJ’ intransitiv og ved den archaiske (forældede ikke længere anvendelige) stamme *sunger{} skaber V-UTƏ et brugeligt ord af den ikke længere brugelige stamme.
I skal ikke forsøge at huske/forstå ovenstående og lignende forklaringer, I støder ind i i fremtiden. Det vil være spild af god indlæring, I skal bruge til noget bedre. Forsøg helt enkelt at indlære dem som stammer. Men I er nødt til at vide, at V-UTƏ-stammerne er specielle, fordi de har en helt særlig ordbygning. Stammen af fx qaangiup{} er nemlig *qaaŋiutә og af sungiup{} *suŋiutә hvorom det gælder, at ә forsvinder før plus-tilhæng og plus-endelser, men ikke før minus-endelser og minus-tilhæng, hvorefter de normale ә-regler selvfølgelig gælder.
Det hedder altså
qaaŋiutә+{()vut} ➜ qaangiupput og
suŋiutә+NIAR+{vara} ➜ sungiunniarpara
men
qaaŋiutә-SSA+{()vut} ➜ qaangiutissapput og
suŋiutә-NNGIT-{lara} ➜ sungiutinngilara